Vores sidefag
Du har sidefag 2 timer om ugen
Her kan du prøve forskellige ting af eller vælge det samme flere gange.
Alle fagene er musiske med undtagelse af gastronomi. Sidefagene kan variere en smule fra år til år – alt efter elevernes ønsker.
MGK-forberedelse
MUSIK OG FREMTIDEN
Overvejer du at søge optagelse på MGK (i følgende skoleår eller senere)?
Så er sidefaget MGK-forberedelse noget for dig. Her arbejder vi målrettet med disciplinerne fra MGK-optagelsesprøven:
- Hørelære (intervaller, treklange, firklange, skalaer)
- Efterklap
- Nodelæsning
- Eftersyngning
- Akkordprogressioner
Og mere. Du får naturligvis også vejledning ift. sammenspilsdelen af optagelsesprøven, så du er bedst muligt klædt på.
Vi har desuden samarbejder med MGK Fyn og MGK Skt. Annæ, som besøger skolen i løbet af året med råd, materialer og musik.
Teori og hørelære (basis)
TEORI OG FORSTÅELSE FOR MUSIKKEN
Som musiker er det vigtigt at have en forståelse for musikken.
Med teori og hørelære bliver du styrket i din musikalitet. Både som sangskriver, trommeslager og musikproducer får du meget gavn af at kende den teori, der former sproget inden for musikken.
I faget dykker vi ned i grundlæggende teori og praksis med noter, rytmik, høre- og lytteøvelser, becifringer og meget mere.
Rotation
SAMMENSPIL, DER RYKKER
Sidefaget rotation er for dig, der er nysgerrig på at udforske instrumenter, du ikke allerede er bekendt med. Her får du mulighed for at spille i band og prøve forskellige instrumenter af. Du kan spille trommer i én sang, bas i en anden og være forsanger i en tredje.
Her får du et godt indblik i og forståelse for de forskellige instrumenters rolle i musikken.
Vi dækker forskellige genrer og tager udgangspunkt i hvem, der har valgt at være med på holdet. Og så er det bare rigtig sjovt at prøve forskellige instrumenter sammen med andre.
Rytmik
DYNAMIK OG GOD LYD
På sidefaget rytmik dyrker vi den gode rytmiske forståelse, der er essentiel, når man spiller musik. Rytmikken skaber dynamikken i musikken og får det hele til at lyde godt sammen.
Kan man finde ud af at være nogenlunde præcis rent rytmisk, så kan man få musik til at lyde godt sammen med andre – og få det til at swinge og groove.
Rytmik er universel, hvilket betyder, at det er de samme principper, der er gældende, ligegyldig hvilket instrument eller hvilken genre man spiller.
Sangskrivning
FÅ DIT EGET UDTRYK
Der findes lige så mange måder at skrive sange på, som der findes musikere. På sidefaget vil du komme til at arbejde med alle facetter af disciplinen sangskrivning.
Det er lige fra inspiration og idéudvikling til kunsten at lave en god melodi og sammenhængen mellem akkorder. Vi henter inspiration fra etablerede sangskrivere – store som små.
Her er notesblok, memofunktion i din telefon, rimordbog, dagens avis, gåture i parken og meget andet lige så vigtige værktøjer som et klaver eller en guitar.
Gastronomi
LÆR OM SMAG(E)
Hvordan pisker man egentlig en hjemmelavet mayo sammen, uden at den skiller? Og hvad betyder det at legere noget? På sidefaget gastronomi bliver du klogere på madens verden og forbedrer dine evner i et køkken.
Gennem både teori og praksis udforsker vi forskellige tilberedningsmetoder og teknikker, den gode tilsmagning, hvad umami helt præcis er for noget og hvordan vi bedst udnytter sæsonens råvarer. Vi bevæger os både i det søde og salte køkken og lærer også om bæredygtig madlavning.
Og så skal vi naturligvis lave vores helt egen Masterchef med den klassiske udfordring “Mystery box”.
(Spiser du ikke kød, kan du sagtens vælge sidefaget alligevel).
Elektronisk Live Performance
MUSIK LEVER OGSÅ PÅ COMPUTEREN
I sidefaget afliver vi myten om, at det at være DJ “bare” er at trykke på play og udforsker, hvad laptoppen kan som instrument.
Elektronisk Live Performance er et fag for dig, der allerede laver musik på computeren eller er nysgerrig på, hvordan musik også kan afvikles på scenen.
Vi gør brug af programmet Ableton Live samt diverse controllere – begge dele noget, som skolen udbyder til lån i undervisningen. Det eneste krav til dig er, at du har en lidt nyere laptop som virker.
Jazz
IMPROVISATION OG GOD LYD
Jazz er oplagt til dig, der vil spille rytmisk musik i en anden form, end du måske er vant til.
Her arbejder vi med forskellige stilarter inden for jazzen, hvor vi går i dybden med samspillet og at “tale med hinanden” gennem musikken. Jazz lærer dig nemlig at improvisere med musikken.
Det er ikke et krav, at du har spillet jazz før. Men vælger du dette sidefag, er det en fordel, hvis du ikke er helt nybegynder på dit instrument. Spiller du et blæseinstrument, er det også en fordel, hvis du kan læse lidt noder.
Metal-sammenspil
HEAVY OG METAL – SAMMEN
På sidefaget Metal-sammenspil arbejder vi benhårdt med riffs og de komplekse arrangementer, der kendetegner metal og heavy.
Vi kigger sammen på sound og bliver klogere på, hvordan man kan få den rigtige bandlyd. Her kommer sammenspils-delen især i spil.
I løbet af sidefaget vil du blive præsenteret for musik fra både kendte og mindre kendte bands fra slut 60’erne til nu. Og hvem ved – måske finder du dit nye yndlingsband i løbet af efterskoleåret.
Lyd
MUSIK ER OGSÅ TEKNIK
På sidefaget Lyd lærer vi det mest basale i lydmandsuniverset. Her dykker vi ned i EQ, effekter, mikrofontyper og alt det, der ellers hører til. Her arbejder vi primært med livelyd.
Målet er, at du lærer at betjene skolens digitalpult og kan afvikle lyd på vores jamcaféer, medvirke i lydproduktionen på turnéen og generelt bliver godt rustet til landevejen som udøvende musiker, der kan byde på mange roller som både roadie, musiker og lydmand på én og samme tid.
Musikbranche
I ARTISTERNES FODSPOR
Musikbranchen er en hel kategori for sig. Er du nysgerrig på, hvad den byder på?
På sidefaget arbejder vi med bl.a. rettigheder (koda, NCB, m.v.), pladekontrakter, hvad det vil sige at være manager og hvordan det fungerer med bookinger. Vi kigger også ind i, hvordan man kan iscenesætte sig selv som artist, udgiver musik og søger fundraising til at skyde din karriere i gang.
I løbet af faget tager vi udgangspunkt i cases fra virkeligheden og lærer af de fejl, andre har begået, så du undgår dem fra start.
Vokalgruppe (kor)
FÆLLES OM MUSIKKEN
I sidefaget Vokalgruppe (kor) kommer vi til at arbejde med forskellige typer arrangementer – både i den rytmiske og klassiske genre.
Her er der plads til alle, der har lyst til at synge. Vi tilpasser nemlig korarrangementernes sværhedsgrad, så det passer til hvert enkelt hold og stemmetyper.
Koret er et sted, hvor der er plads til leg, fordybelse og til at mærke det fællesskab, der opstår, når vi synger sammen.
Der spilles musik på kryds og tværs af køn, årgange og fagligt niveau.
Det er så fedt.
Marie, 9. kl. 22/23
Kærlighed ved første blik.
Oliver, 10. kl. 22/23
I år er jeg derudover meget optaget af at udvikle mig musikalsk.'
Benedicte, 10. kl. 2-årselev 22/23
Derfor har jeg også valgt prøvefri 10.kl, for at kunne have fokus på musikken i stedet for prøverne til sommer.
Josephine, 10. Decim 22/23
Du har plads til at drømme og gøre musikken til lige præcis det som man gerne vil have den til at være.
Jeg spiller fortsat masser af musik og havde nok ikke holdt ved, hvis det ikke var for Baaring efterskole.
Frederik Blicher, årgang 17/18