På Baaring byder et skoleår på masser af anderledes projekter, hvor vi afviger fra vores normale skemas boglige og musiske undervisning. Fordi vi elsker musikken, har alle projekterne naturligvis primært fokus på musik – suppleret med andet kreativt indhold, der støtter op om temaet. Musikprojekterne har til formål at skabe rum til fordybelse i genrer, musiske tidsperioder, kunstnere eller noget helt andet. Her får du masser af fede oplevelser, når vi i fællesskab dykker helt ned i kreativiteten og skabelsesprocessen. Her kan du få et lille smugkig på, hvilke musikprojekter vi typisk arbejder med i løbet af året.
Verdensmusik
Dette er din allerførste musikuge på Baaring – Vi inviterer dig med på en musikalsk rejse til alle tænkelige verdenshjørner. I store og små bands eksperimenterer vi med forskellige genrer fra hele kloden og øvelokalerne kommer til at summe af alverdens indtryk.
Vi dykker ned i alt fra islandske vuggeviser til afrikanske, indiske og tyrkiske rytmer. Rejsen kan også byde på balkan-beats og brasiliansk samba, keltisk musik eller den svingende jazz fra New Orleans.
Vi går all in, og ugens tema overtager hele efterskolen. – fra repertoiret og maden vi spiser til kreative projekter og produktion af scenetøj og kulisser til afslutningskoncerten. Denne uge ryster os altid endnu tættere sammen og giver fællesskabet et ekstra boost.


Koncert-uge
I denne musikuge arbejder vi intenst med alle hovedfagene og finpudser vores musik, sange og sceneoptræden. Ugen sluttes nemlig af med, at vi turnerer rundt på danske fri-, folke- og musikskoler. Her besøger vi nogle af vores elevers gamle skoler – måske også din?
Her får du en forsmag på, hvordan det er at komme på landevejen, når du lærer om alt fra gearpakning, opstilling af lyd og instrumenter, at fortælle om musikken vi spiller, at blive fortrolig med at spille koncerter og meget mere. Alt sammen for at gøre dig mere tryg til, når vi skal på vores helt store Danmarksturné.
Danmarksturné
Vores Danmarksturné er uden tvivl årets højdepunkt for de fleste af vores elever. Her oplever du, hvordan det er at være på en helt ægte turné! Og med det mener vi med bands, alt udstyr, scene, lyd og lys.
Forud for turnéen øver vi intensivt i 3 måneder. Herefter pakker hele skolen musikgearet sammen og tager på den store fælles Danmarksturné. Aften efter aften får du lov til at spille og synge dit hjerte ud til publikum sammen med dine venner.
Sammen mærker vi fællesskabet og stoltheden, når vi spiller koncerter på nogle af Danmarks største spillesteder og viser, hvad vi sammen har skabt og udviklet.
Hvert år har sit unikke tema – vi har blandt andet arbejdet med Motown, Coldplay, Bob Dylan, danske sangerinder, Andreas Odbjerg og Aphaca.
Er du nysgerrig på, om det kunne være noget for dig? Så hold øje med vores sociale medier, hvor vi annoncerer vores tour plan. Vi plejer at besøge Musikhuset i Aarhus, Magasinet i Odense samt Amager Bio. Alle er velkomne, og det er helt gratis


HUN:KAN Festival
HUN:KAN er Baarings musikfestival for pigebands fra landets efterskoler og musikskoler. Her sætter vi fokus på piger og kvinder i musikbranchen, så flere forhåbentlig får modet til at forfølge deres musikdrøm hele vejen til den danske musikscene. Selvom vi på Baaring er så heldige at have en lige fordeling af køn, er det en sag, der lægger os nært at støtte op om.
Til festivalen er du og alle andre elever med til at agere værter for vores gæster og med til at arrangere festivalen. Den byder bl.a. på tre udendørsscener, boder, madtelte, workshop og en debatscene, hvor vi får besøg af bl.a. politikere og folk fra musikbranchen. Dagen afsluttes med en fed koncert fra et kendt hovednavn. Før har vi bl.a. haft besøg af Katinka, Nøx og Baby in Vain.
Det plejer at være en fed dag med spændende aktiviteter og et helt unikt fællesskab. Glæd dig!
Link til tilmelding for skoler etc. findes her.
Baaring Festival
Hvert år afholder vi en stor udendørs festival. Festivalen arrangeres og udformes af eleverne selv. Her får du og dine venner en forsmag på, hvad det kræver, når der skal holdes styr på telte, scener, boder, madtelte, festivalarmbånd, VIP lounge, PR og meget mere.
Det er vores valgfagshold, som står for afvikling af lyd i samarbejde med musiklærerne. I løbet af skoleåret opstår der flere elevbands og kunstnere spirer frem, når eleverne giver den gas øvelokalerne, på værelserne, i undervisning osv. Her dannes fantastiske sammenhold og god stemning, som er fantastisk at overvære.
Alle familier, venner og folk i lokalområdet er velkommen, når vi afholder vores store festival.
Dette er også et kærkomment afbræk i eksamensperioden og en bragende afslutning på dit efterskoleår.
